Bør man holde de overvægtige ansvarlige for deres overvægt?

Bør man holde de overvægtige ansvarlige for deres overvægt?

Skrevet af FP træner: Mads Friche

Om overvægt, ansvar, fri vilje og selvkontrol

Denne artikel omhandler en problemstilling jeg skrev speciale om på Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet, nemlig spørgsmålet om hvorvidt man kan og bør holde en tænkt person, Jakob, ansvarlig for sin overvægt.

Inden du råber ”Ja mand, de er selv skyld i det. De kan jo lade være med at blende othellolagkager og drikke det som saftevand”, så lad os lige kigge på nogle af de argumenter der er mod at holde overvægtige ansvarlige. For at nogen overhovedet kan begynde at snakke om skyld, kræver det at vi har en fri vilje. Uanset hvor intuitivt rigtigt det lyder at vi har en fri vilje, så det er meget svært at argumentere for, og det er endda meget svært at definere hvad denne frie vilje rent faktisk skulle være og gøre.

En af grundpillerne indenfor moderne videnskab er at alting har en årsag og at alle hændelsesforløb er årsagskæder. Går man tilbage til Big Bang (eller før, hvis der var noget før), er udgangspunktet for alle videnskabelige undersøger at tingene skete på grund af noget der tidligere var sket, og vi vil gerne lære kemien, fysikken og biologiens love at kende så præcist at vi kan forklare ALT hvad de er sket i universet med hjælp af disse forskellige love. Hvis viljen skal være fri, så ville dette dog kræve at den ikke fulgte disse love, og man står så tilbage med det problem at der på et eller andet tidspunkt, er opstået noget som ikke bliver dikteret af, men i stedet dikterer, naturlovene.

En eller anden mekanisme inde i mennesket (sandsynligvis i hjernen), er altså ikke et produkt af årsagskæder og naturlove, men tværtimod helt frit og kan starte nye årsagskæder. Tror man overordnet set på naturlovene bliver det altså rigtigt svært at forklare hvordan den frie vilje er opstået, og hvad frihed egentlig er når vi snakker vilje. Denne position falder indenfor det vi kalder determinisme, og resulterer altså i at alt hvad vi tænker og gør, er et resultat af årsagskæder. Det vil sige Jakob ikke er skyld i at han spiser for meget kage, men samtidig kan han heller ikke tage æren for sine beståede eksamener eller sin glimrende bænkpres, hvilket jo kan virke lidt demotiverende.

En definition af ansvar og fri vilje kommer fra Harry Frankfurt, som mener man at har en fri vilje hvis man gør det man gerne vil, OG man vil det man gerne vil. Lidt kryptisk, men sådan er filosofi. For at dette giver mening indfører Frankfurt en skelnen mellem first-order desires og second-order desires, hvor jeg vil oversætte den første til trang og den næste til mål. Således kan man altså have trang til en kage, selvom den står i kontrast til ens mål om en vægttab. For Frankfurt kræves der overensstemmelse mellem trang og mål, for at man har en fri vilje og dermed kan holdes ansvarlig. Vi sakser lidt fra Kasper Lippert-Rasmussen for at forklare dette:

  1. “An agent has freedom of action, if he is free to act as he wants.
  2. A persons will is free, if he is free to have the will he wants.
  3. An agent acts freely if (a) he does want he wants to do and (b) does it because he wants to do it.
  4. An agent acts on his own free will if (a) he has the will he wants to have and (b) because he wants to have it.
  5. If an agent acts freely and of his own free will, he is morally responsible for his action.” (Lippert-Rasmussen 2005, p. 277-278)

Det vil sige at hvis Jakob simpelthen ikke kan modstå så kagen, men gerne vil tabe sig, så har Jakob ikke den vilje han gerne vil have. Han er i denne situation en slave af sine impulser, på trods af at han egentlig gerne vil undlade at spise kage. I denne situation er Jakob derfor ikke ansvarlig for sin handling, fordi hans kageimpuls ikke er noget han egentlig vil. Hvis Jakob derimod spiser kagen fordi han gerne vil tage på og blive stærkere i bænkpres, så kan man godt holde Jakob ansvarlig for valget om at spise kagen fordi er er overensstemmelse mellem hans trang til kage og mål om at tage på.

Bør man holde de overvægtige ansvarlige for deres overvægt

En tredje position er den som Daniel Dennett kalder for kompatibilistisk. Når Jakob, som er svært overvægtig, bliver tilbudt et stykke kage, ville vi, hvis vi kendte Jakobs genetik og tidligere erfaringer, kunne forudse hvorvidt Jakob ville spise kagen eller ej. Hvilke implikationer har dette så i forhold til at kunne holde Jakob ansvarlig? Dennett opsummerer problemstillingen således:

”We want to hold ourselves and others responsible, but we recognize that our intuitions often support the judgement that a particular individual has “diminished responsibility” because of his or her infirmities, or because of particularly dire circumstances during upbringing or time of action. We also find it plausible to judge that nonhuman animals, infants and those who are severely handicapped mentally, are not responsible at all. But since we are all more or less imperfect, will there be anyone left to hold responsible after we have excused all those with good excuses?” (Dennett 1984, s. 171)

Jakob kan ikke siges at være skyld i at han spiser kagen. Dette betyder dog bare ikke at det ikke kan svare sig at holde ham ansvarlig. Hvis Jakob får at vide at han skal løbe to kilometer hvis han vælger kagen, vil Jakob tage det med i sine overvejelser, og Jakob vil måske nå frem til at spise kagen og løbe, og måske nå frem til at han lader være. Begge dele er bedre end at Jakob blot spiser kagen. For Dennett er pointen netop at man teoretisk kan forudsige hvad Jakob vælger, hvis man

  • Ved nøjagtigt hvilken genetisk disposition Jakob har
  • Ved nøjagtigt hvilke tidligere erfaringer der har præget Jakobs personlighed

Ved det første valg der blot var et spørgsmål og kage eller ikkekage, var valget nemt. Ved det andet valg hvor Jakob kunne vælge mellem ikkekage+ikkeløb eller kage+løb, er valget straks sværere. Uanset hvad denne beslutning bliver, vil den blive foretaget af Jakob, og hvis man kendte Jakobs nøjagtige prioriteringer i situationen og forventninger om den glæde og smerte de to muligheder ville bringe, holdt op mod hinanden, samtidig med at man kendte Jakobs komplette genetik og alle de erfaringer Jakob havde gjort sig, så ville hvad man kunne forudsige hvad Jakob ville vælge. Alle valg man træffer, kan altså siges at være determinerede fordi man kan fortsætte denne regression uendeligt langt tilbage. For at bruge Frankfurts termer, er det et spørgsmål om hvorvidt Jakob, i alle valg, prioriterer sine first-order desires i forhold til hinanden og til hans second-order volitions. At kunne vurdere hvordan man handler i en given situation, ud fra ens ønsker, genetik og forventninger om situationens udfald, er ifølge Dennett netop viljens job. Den sidste lille beslutningstager i Jakobs hjerne, der i alle situationer, foretager valg, er netop det vi kalder viljen, uanset om denne mekanisme, teoretisk set ville kunne forudses. For Dennett er dette også netop den type af fri vilje vi kan håbe på at have, idet den bedst muligt søger at optimere vores handlinger i forhold til de præferencer og forventninger vi har i de enkelte situationer. Alternativt til dette, bliver ifølge Dennett at vores frie vilje afhænger af tilfældigheder. For hvis ikke viljen er rationel, og dermed i teorien (meget hypotetisk) kunne forudsiges, ja så må den være styret af tilfældigheder.

Bør man holde de overvægtige ansvarlige for deres overvægt

Hvis vi tager det udgangspunkt, at vi faktisk har en fri vilje og accepterer at vi bare ikke lige kan forklare hvordan den fungerer, ja så er det stadig mange forhindringer i forhold til at klandre folk for deres overvægt. Gener, opdragelse, vaner, socioøkonomiske forhold, opvækst og en masse andre faktorer som vi ikke selv er herre over, spiller ind på ens valg gennem hele livet. De fleste overvægtige bliver overvægtige i løbet af barndommen og ungdommen, og her vil vi normalt ikke holde folk ansvarlige for deres valg i andre situationer. Samtidig er det meget veldokumenteret at vores miljø er blevet markant mere fedmefremmende end tidligere, med en meget høj tilgængelighed af kalorietætte madvarer, der sandsynliggør vægtøgning, hvilket i sig selv kan forklare at forekomsten af fedme er eksploderet.

Uanset hvor fri vores vilje er, vil vores valg afhænge enormt meget af faktorer vi ikke er herre over, og dårlige vaner i opvæksten vil gøre det umådeligt svært at ændre vaner senere. Del-konklusionen er altså at det kan være rigtigt svært at holde den overvægtige ansvarlig for at være endt som overvægtig. Som den kvikke læser nok har indset, er mange af disse argumenter ikke specifikke for overvægt, men gælder nærmest alle aspekter af livet. At argumentere med at overvægtige og rygere bare skulle have bedre selvdisciplin, er derfor også utroligt svært idet selvkontrol qua ovenstående definitioner heller ikke er noget man selv er skyld i at have udviklet eller ej.

MEN! Uanset hvorvidt personen kan siges at være skyld i den nuværende overvægt eller ej, så er det personens eget ansvar at tabe sig, og netop dette budskab er vigtigt at få med i debatten. I 2014 undersøgte Hoyt et al. hvilken effekt det havde på individet, at the American Medical Association klassificerede overvægt som en sygdom. Dette studie med over 700 deltagere havde fire interessante og ikke mindst statistisk signifikante konklusioner:

  • Når overvægtige får at vide at overvægt er en sygdom, bliver de mere tilfredse med deres egen krop.
  • Når overvægtige får at vide at overvægt er en sygdom, er de mere tilbøjelige til at tage på ved at vælge kalorieholdig mad.
  • Når overvægtige får at vide at overvægt er deres eget ansvar samt oplysninger om hvordan de kan tabe sig, bliver de mindre tilfredse med deres krop.
  • Når overvægtige får at vide at overvægt er deres eget ansvar samt oplysninger om hvordan de kan tabe sig, ja så er de også mere tilbøjelige til at tabe sig ved at vælge kalorielet mad.

Dette giver intuitivt ganske god mening, og det er klart det stærkeste argument for at man fremadrettet, på en eller anden måde, skal holde folk ansvarlige for deres livsstil. Budskabet om at man ikke selv kan gøre for sin overvægt, er derfor meget lidt brugbart i den offentlige debat, fordi den har negative konsekvenser for den overvægtige. I forhold til kropsopfattelse er der også negative konsekvenser ved budskabet om at overvægt er individets eget ansvar, men dette vil med stor sandsynlighed blive bedre hvis individet faktisk taber sig. Her er det dog ekstremt vigtigt at undgå stigmatisering af overvægtige, fordi det også har en meget veldokumenteret (Puhl & Suh 2015) negativ indvirkning på overvægtige. Budskabet om at den overvægtige selv er ansvarlig for at tabe sig, skal altså på en eller anden måde formidles så man undgår stigmatisering af den overvægtige. Samtidig er gruppen af overvægtige også langt fra at være en heterogen gruppe, der har de samme årsagsforklaringer på deres overvægt. At de har spist flere kalorier end de har forbrændt, er naturligvis en fællesnævner, men årsagerne til at der kontinuerligt spises flere kalorier end der forbrændes, er ekstremt komplicerede og ikke mindst individuelle. Der dukker hele tiden ny forskning op omkring genetik, psykologi, tarmbakterier, miljø, opvækst, vaner og alt muligt andet som har indvirkning på livsstil og overvægt, og de bagvedliggende årsager til overspisningen kan derfor ikke bare lige løses i en samlet pakke.

Bør man holde de overvægtige ansvarlige for deres overvægt

Vellykkede og vedvarende vægttab kan derfor sagtens være betydeligt mere komplicerede end blot den rigtige kostplan. Rent anekdotisk er der mange overvægtige, for hvem det at stå til ansvar for en vejleder, at blive opmærksom på det man putter i munden eller helt lavpraktisk bare at læse om kalorieindtag, kan føre til vægttab. For nogle bliver det et varigt vægttab mens andre falder tilbage til de gamle vaner og den gamle vægt. Fælles for dem er at de rent faktisk ønsker at tabe sig, og derfor bliver det rigtigt svært at argumentere for at det er deres egen skyld, fordi de netop ikke har som mål at tage på. Hvorfor den overvægtige kontinuerligt handler i modstrid med sine egne second-order volitions er så det store spørgsmål. Det lette svar vil naturligvis altid være at de indtager flere kalorier end de forbrænder. Det er dog straks mere kompliceret hvorfor der findes så mange individer der handler i direkte modstrid med deres egentlige mål, og det er også her at svaret langtfra er så simpelt. Hvor svært det er at komme af med overvægten er individuelt, og årsagerne til at så mange mennesker åbenlyst handler i modstrid med hvad de egentlig vil, er ekstremt komplekse og vi der er givetvis mange ubekendte faktorer der endnu ikke er taget højde for. At simplificere vægttabet til bare at handle om kalorieregnskab kan i sig selv være en form for stigmatisering, fordi man implicit udtrykker at modtageren af budskabet bare skal tage sig sammen og spise mindre og/eller forbrænde mere.

Skal man helt kort se lidt mere løsningsorienteret på problemstillingen, så skal vi nok vende blikket mod den New Zealandske by Dunedin hvor man i et longitudinelt studie fulgte (og stadig følger) 1037 børns udvikling. Kort fortalt blev en lang række karaktertræk i barndommen sammenholdt med sundhed, kriminalitet, økonomi, lykke, familiestatus og afhængighed senere i livet (Mofitt 2011). Det vigtigste karaktertræk for børn, i forhold til at opnå et godt liv, er ifølge dette studie at de har god selvkontrol. Bruger man Frankfurts termer så gælder det om at være god til at prioritere sine second-order volitions over sine first-order desires. Der er adskillige andre studier der konkluderer lignende, og det giver intuitivt også rigtigt god mening i forhold til overvægt og livsstil generelt. Selvkontrol var endda vigtigere end gode socioøkonomiske forhold! Den allervigtigste konklusion er dog at selvkontrol er noget der kan læres, og at det er noget der læres allerbedst i barndommen og ungdommen. Skal vi hjælpe den danske befolkning med at få et bedre liv på de vigtige parametre, kunne specifik undervisning i netop selvkontrol derfor være et godt bud på en central opgave for børnehaverne og folkeskolerne. Der er allerede mange aspekter af træning af selvkontrol i den danske folkeskole, men lektioner der specifikt retter sig mod dette kunne være et bud på hvordan man kunne løs nogle af de problemstillinger der omhandler overvægt og samtidig også en lang række andre vigtige problemstillinger. Bruger man Frankfurts termer så gælder det om at være god til at prioritere sine second-order volitions over sine first-order desires.

For at opsummere så er der altså mange argumenter for at man som overvægtig, ikke selv er skyld i at man er blevet overvægtig. Dette er dog langt fra det samme som at man ikke fremadrettet skal tage ansvar for sig selv og sine omstændigheder, for det er man nødt til! Det bedste bud på en løsning på problematikken er nok at have mere fokus på at lære børn at have selvkontrol, fordi det korrelerer positivt med at have et godt liv på alle de parametre vi vægter højt.

 

Referencer:

  • Dennett, D. (1984) Elbow room – the varieties of free will worth wanting, MIT Press
  • Frankfurt, H. (1971) Freedom of the Will and the Concept of a Person, The journal of Philosophy, vol 68, Jan 14 1971, pp. 5-20
  • Hoyt, C., L., Burnette, J., L., Auster-Gussman, L. (2014) “Obesity is a Disease”: Examining the Self-Regulatory Impact of This Public-Health Message, Psycological Science vol. 25 (4) 997-1002
  • Lippert-Rasmussen, Kasper (2005) Deontology, Responsibility and Equality, University of Copenhagen
  • Moffitt, T., Arsenault, L., Belsky, D., Dickson, N., Hancox, R., Harrington, H., Houts, R., Poulton, R., Roberts, B., Ross, S., Sears, M., Thomson, W., Caspi, A., (2011) A gradient of childhood self-control predicts health, wealth, and public safety, Proceedings of the National Academy of Science of the United States of America February 2011
  • Puhl, R; Suh, Y. (2015) Health Consequences of Weight Stigma: Implications for Obesity Prevention and Treatment

Skrevet af Mads Friche

Personlig træner hos Fisker Performance.
- På landsholdet i bænkpres
- Diplomtræner i fysisk træning ved DIF
- Kandidat i anvendt filosofi med linjefag i sundhedsfilosofi
- Kandidat i læring og forandringsprocesser, AaU 2016-2018