
Hjemmelavet oversigt til madplan
Skrevet af Steffens kæreste: Sine Koch Sørensen
Jeg blev inspireret af min søster til en nem og overskuelig måde at lave madplan på.
Nu har vi altid ideer til hvad vi skal spise i den kommende uge, og vi slipper altså for at skulle kigge kogebøger eller madblogs igennem og prøve at finde inspiration.
I stedet har vi vores egen lille æske med foreslag til mad som vi godt kan lide.

Madplanen for denne uge, som nu hænger i køkkenet
Derudover vil jeg altid anbefale at lave madplan: på den måde skal du ikke hver dag finde på aftensmad kl. 17 nede i det lokale supermarked.
Det reducerer også sandsynligheden for at tage mindre sunde valg – som fx at ende med at spise chokolade og is til aftensmad! Eller hvad lysten nu byder sig i nuet den pågældende dag.
Derudover giver det også mulighed for at handle ind til en hel uge af gangen – det er både tidsbesparende og økonomisk besparende; WIN-WIN 🙂
Du kan selv prøve at lave madplanen på din egen måde – hvis du fx har nogle magneter og et køleskab, der mangler pynt, så kan du også lave madplanen herpå. Men her er et forslag til en nem og hyggelig madplan:
Du skal bruge
- Én ramme
- Ét stykke pap (må gerne være lidt tykt)
- Pap til at skrive ugedage på
- Små kort til at skrive ideer til aftensmad på
- Små klemmer
- Lim og dobbeltklæbende tape
- Sort tusch
Til vores madplan har jeg fundet de fleste af tingene i Søstrene Grene – men andre butikker har helt sikkert også dét du skal bruge til din madplan. Og du burde kunne gøre det for max 200,-.