Opdatering fra Jon Aaes efter Newcomers 2017

I denne artikel giver vi ordet til Jon Slettum Aaes, der har meget på hjerte efter Newcomers 2017. Jon har været under vingerne hos Fisker Performance i lang tid – Se hvordan han har udviklet sig siden starten her. Linket åbner på ny side.

Alt nedenstående er udelukkende skrevet af Jon.

Hvem er jeg

Mit navn er Jon Slettum Aaes. Jeg er 26 år gammel. Mangler et år af min kandidatuddannelse i idræt på Aalborg Universitet. Jeg bor i Aalborg sammen med min kæreste Fie Glerup Gjørtz. Jeg har fritidsjob i Lidl, som lukkeansvarlig, 15 timer om ugen.

Det blev desværre hverken til en medalje eller en finaleplads til dette års Newcomers. Jeg stod i min bedste form og jeg er fuldt ud tilfreds med min præstation. Det har været en kæmpe oplevelse, og jeg har fået en masse ting at arbejde videre med.

Det næste lange stykke tid kommer til at gå med at blive stærk, og få bygget noget mere masse. Jeg har ikke et fast mål for min næste konkurrence. Tiden må vise hvornår jeg føler mig klar til at give det et skud igen.

Tanker om diæt i længere tid og optræden på scenen til Newcomers

Jeg vil starte med at sige, at processen igen har været utrolig lærerig for mig. Jeg har udviklet mig meget fysisk, psykisk og som menneske.

Der er efterhånden kommet meget fokus på at stille op til fitnesskonkurrencer og på fitnesskulturen generelt.
Folk, som ikke selv er i fitnessmiljøet, har til tider meget kraftige holdninger til disse konkurrencer, hvilket jeg synes er fuldt forståeligt, da der jo også er mange forskellige årsager til, at man deltager i konkurrencerne.

Når nogen spørger mig, hvorfor jeg stiller op til konkurrence, er det svært at forklare den egentlige årsag på stående fod, da der ligger så meget i det for mig. Derfor er det nemmere at skrive mine tanker og erfaringer ned, hvilket det følgende kommer til at handle om.

Jeg vil starte med at påpege, at det er gået op for mig, hvor ufattelig heldig jeg er.
Jeg har en forstående og anerkendende kæreste, gode tætte venner, familie og svigerfamilie og en træner, som opfylder mine behov og viser stor omsorg.

Jeg vil gerne rose Steffen Fisker, og generelt hele hans firma Fisker Performance. Vores efterhånden lange samarbejde har været rigtig godt, hvilket det forhåbentlig bliver ved med at være.

Jeg læser til kandidat i Idræt på Aalborg Universitet til daglig, og det er derfor vigtigt for mig at have en træner, som har kendskab til den videnskabelige del, da jeg aldrig kunne finde på at gøre noget, som jeg ikke selv kan se mening i.

Desuden har Steffen en enorm praktisk erfaring, som gør at træningsprogrammerne ikke kommer til at ligne hinanden for meget. Det er derfor altid sjovt at træne. Steffen giver mig alt, hvad jeg har behov for og er altid til at få fat på, hvis der opstår noget akut.

Jon posere til newcomers 2017

Jon posere (til venstre) til Newcomers 2017

Vigtigt at holde på det man har socialt

Jeg vil gerne sige tak til mine tætteste venner, som slet ikke går op i, hvilken fysisk form jeg er i og hvad jeg har opnået i forhold til de mål, jeg har sat mig. Venner som holder af de menneskelige værdier jeg har, aldrig ændrer adfærd over for mig, altid vil ses, selvom jeg er på diæt og til tider er meget struktureret.

Især min familie og svigerfamilie har selvfølgelig undret sig over, hvad det hele er for noget, og synes det er lidt mærkeligt at stå helt barberet, halvnøgen og smurt ind i selvbruner foran mange mennesker. Men de har alle sammen anerkendt, at det er det jeg vil, og det er det, der tæller for mig.

Især min mor har haft sine fordomme. Men efterhånden som jeg er blevet bedre til at åbne op for mine tanker og følelser, og efter hun har fulgt mig, er det stort for både hende og mig, at hun begynder at kunne se, hvorfor jeg brænder for det, jeg gør, selvom det kan virke egoistisk, selvoptaget og fanatisk til tider.

De tætteste på en betyder noget!

Mest af alt har min kæreste, som jeg bor sammen med, været altafgørende i min vej til personlig succes. Hun er selv fantastisk hårdt arbejdende og har kæmpet i næsten to år for af få dannet sin egen stilling i forhold til hendes store passion, bæredygtighed, som hun har lavet speciale om under sin kandidatuddannelse.

Vi deler det at have en passion for noget, og vi accepterer at vi bliver nødt til at arbejde hårdt for at nå langt. Jeg tror ikke, det altid er nemt at bo sammen med en, som næsten aldrig er hjemme, grundet studie, arbejde og træning. Altid at spise hver sin mad, og til tider spise på forskellige tidspunkter. Samtidig har det været hende, som har taget imod/hørt på mine frustrationer.

Vi har heldigvis været gode til at snakke meget med hinanden om, hvordan vi kan få hverdagen til at hænge sammen, selv om vi begge har mange tidskrævende planer. Det er vigtigt for os stadig at huske at prioritere hinanden og lave ting sammen, så vi ikke bliver til luft i hinandens selskab. Hun har taget imod alt, hvad jeg har haft at sige, har været lyttende og har hjulpet med at arbejde med mine problemer og holde styr på mine tanker.

Samtalerne med min kæreste, har været yderst vigtige for mig, så jeg vedligeholdt mine værdier. Jeg tror, man hurtigt kan blive opslugt og blive meget ensporet, når man træner så intensivt, som jeg har gjort de seneste mange måneder. Generelt er det stort, at dem omkring mig synes, det er spændende, at følge min udvikling uden, at de som sådan selv får noget ud af det.

Min oplevelse har dog også været, at folk tættest på mig også er vokset og har udviklet sig meget, ved at følge mig i min proces, hvilket også giver mig et ansvar og en indre motivation. At mine nærmeste har været i stand til at tilsidesætte deres egne behov for at opfylde mine, er jeg virkelig taknemmelig for og jeg har stor respekt for dem. Jeg kan love, at I bliver prioriteret og anerkendt af mig, lige meget hvad end for en vej i vælger at gå ud ad….

Det er selvfølgelig vigtigt at tilgodese andre menneskers behov og ikke kun mine egne, ellers er jeg sikker på, at folk stille og roligt falder fra. Den anerkendelse, jeg modtager, skal gives tilbage 100 gange, for det er ikke en selvfølge!

Dagene er ikke altid gode

Generelt har jeg dog kun haft fire ”dårlige” dage i løbet af denne fire måneder lange diæt. Jeg kan derfor sige, at jeg har haft det utroligt godt og har haft en masse overskud, hvilket jeg stadig har. Når jeg siger, at det har været en nem diæt betyder det bestemt ikke, at det ikke har været hårdt. Hvis målet udelukkende var at stå på scenen, hvis jeg ikke havde gået til over 10 forskellige sportsgrene, siden jeg var seks år gammel og hvis jeg ikke allerede var vant til at spise struktureret, så ved jeg ikke, om jeg ville kunne have gjort det.

Jeg elsker at dyrke sport og bevæge min krop. Nogen tror, det udelukkende handler om scenen og selvoptagethed, men det vil jeg ikke have lagt ned over mig, da det betyder SÅ meget andet.
Scenen er for mig en del af en større personlig proces og så opfylder det lige nu mit behov som konkurrencemenneske.

Jon med smil på læben til newcomers

Jon (til højre) har smil på løben i poseringen til Newcomers 2017

Hvad betyder processen for mig omkring Newcomers

Det er processen, som betyder noget for mig, og ja – det har I sikkert hørt tusind gange før, ”lær at nyde processen”. Jeg tror dog, det er meget svært at vide, hvad det egentlig betyder, før man egentlig har lært det. Derfor siger jeg lige lidt, om mine oplevelser af, hvad ”processen” er for mig.

Processen er ikke bare det, der sker i fitnesscentret, det er ikke det, at jeg skal lære at synes, det er sjovt at træne næsten hver eneste dag, det er heller ikke bare den udvikling min krop går igennem.

Det spændende er, når jeg kan mærke, at jeg også udvikler mine psykiske og menneskelige egenskaber. Jeg bliver mere målbevidst og får lyst til at gøre mit bedste i alle kontekster. Det er vigtigt at påpege, at det ikke er lig med en sejr eller succes hver gang, men følelsen af at jeg har gjort, hvad jeg kunne, betyder meget – uafhængig af resultatet.

Jeg tror, succes kommer som en følge af hårdt arbejde og ikke omvendt. Vigtigst af alt har jeg lært af, hvor meget nogen har tilsidesat dem selv for min skyld, og at jeg derfor selvfølgelig vil gøre det samme for dem.

Jeg har generelt haft lidt svært med at få kontakt til mine følelser og snakke om dem, især til mine nærmeste. Derudover har jeg til tider haft svært ved at tro på mig selv og jeg har tænkt, at jeg ikke var god nok. Det er jeg blevet meget bedre til og jeg har fået et meget større selvværd. Jeg har altid haft det problem, men har ikke vidst, hvordan jeg skulle arbejde med det og hver gang jeg har prøvet, har det ikke været konsistent.

Jon set bagfra til Newcomers

Jon posere med ryggen til

Hvis der er et sted, hvor jeg har lært at være konsistent og har set resultaterne af at være det, er det helt klart gennem fitness.

Det at kunne sige at jeg har udviklet mig på den front, som følge af min interesse indenfor fitness, er MEGET stort. Det er netop den personlige udvikling, som jeg føler, der ikke er så megen opmærksomhed på og det er med god grund, da det ikke er noget folk, som ikke kender mig, kan se visuelt.

Processen for mig betyder derfor mere for mig end at lære at synes, det er sjovt at træne, og jeg tror atleter som har været på en eller flere diæter kan genkende noget af det, jeg skriver. Jeg tror, det at have en ambition om at vokse på alle parametre, kan føre en rigtig langt i livet. For at opsummere synes jeg at fitness og det at træne målrettet har en masse kvaliteter, som kan bruges i mange andre kontekster.

Det har været en spændende process

Alle mine ovenstående tanker tror jeg er grund til, at det har været “nemt” at forberede mig til min første fitness konkurrence. Nemt er måske et forkert ord at bruge, spændende er nok mere passende. Jeg bliver som menneske mere og mere engageret jo mere jeg bliver presset.

Så en konklusion må være, at jeg har været presset under diæten, men jeg har været i stand til at se bort fra dette, fordi min udvikling har betydet så meget mere og har givet så meget indsigt og glæde, at presset er blevet overdøvet.

Jeg vil gerne sige tak, fordi I bruger jeres tid på at læse dette. Det er rart at komme ud med mine tanker. Jeg kan forestille mig, at mange af jer enten er atleter eller overvejer at stille op selv. Jeg håber, at jer som er atleter kan genkende noget af det, jeg skriver.

Husk der intet godt kommer af halvhjertet arbejde

Til jer som overvejer at stille op, så husk at der sjældent kommer noget ”smukt” ud af halvhjertet arbejde. Det er de færreste, som ikke har skole eller et arbejde, måske endda børn, at passe ved siden af. Det kræver tålmodighed, tidlige morgener og sene aftener, forståelse og støtte fra dem omkring dig og utrolig meget tid. For en ting er træningen, men der går også mange timer med at øve poseringer!

Desuden er det økonomisk krævende at have en træner og spise det mad jeg spiser. Herudover er kosttilskud dyrt, hvis man anvender disse.

Vigtigst kræver det en evne til at være konsistent og måske er det der, hvor mange fejler. Jeg hørte engang en sige, at det, der definerer en bodybuilder, er en person som er i stand til at gøre det samme hver eneste dag uden undtagelser. Hverdagen bliver utrolig ens til tider, men det handler om at lære at nyde hverdagen.

Jeg vil derudover på det kraftigste anbefale, at man stiller op for at udvikle sig som menneske og lære både sin psyke og krop bedre at kende. Jeg tror ikke på, der kommer noget godt ud af, kun at have fokus på selve konkurrencen, for hvad står du så tilbage med bagefter? Det er lige meget, om du vinder eller taber, hvis du føler, at det du har fået med i processen betyder mere.

Vælg med omhu!

Jeg vil desuden anbefale at vælge træner med omhu. Der er en masse sjove metoder, som bliver anvendt til at få folk i form. ”Jo hårdere og jo mere unormalt noget er, jo bedre bliver jeg”, sådan hænger det altså ikke sammen. Sådan kan/kunne min opfattelse også godt være til tider, men Steffen Fisker har været rigtig god til at sætte en stopklods i jorden, så jeg ikke er gledet ud af den retning.

Jeg ser folk gøre de mest underlige ting og sulte sig selv. At tro, det er den eneste vej er forkert og jeg bliver til tider forarget over at se på det. Hvorfor gøre noget, der er svært i forvejen endnu mere svært? Ja, man skal spise mindre end man egentlig har brug for, men det betyder ikke, at man skal leve af torsk og asparges, hvis man ikke kan fordrage det.

Denne holdning tror jeg giver folk en dårlig oplevelse med processen, og bevirker, at nogle har det dårligt bagefter. Det synes jeg, er en skam og jeg synes det skaber et dårligt ry for sporten.

Fordi det er en sport, der har så meget at give, men hvis man ikke har de rigtige redskaber kan det gå ufattelig galt.

Jon til Newcomers 2017

Jon posere med højresiden ud til dommerne

Ingen forventninger om at alle er enige

Sluttelig en sjov info. Imens jeg sidder og har skrevet alt dette, er jeg på vej hjem til Aalborg efter et besøg hos Steffen i Aarhus. Uden at bemærke det – tog jeg toget i den forkerte retning og endte i Middelfart….

Det er vist en reminder om, at jeg er ved at være lidt presset. Godt at jeg ikke skal leve et liv på evig diæt, vi har alle brug for pauser!

Dette er mine erfaringer og min historie.

Jeg forventer ikke, at alle er enige eller har oplevet det samme. Jeg håber blot, at læserne vil gøre sig nogle ekstra tanker, inden de selv begiver sig ud i det, og engang imellem stille kritiske spørgsmål til deres trænere og bruge deres sunde fornuft.

Jeg håber også, at interesserede vil tænke sig om en ekstra gang, inden de tror, de ved, hvad det hele handler om, fordi den enkelte har deres egen personlige årsag.

Jeg respekterer alle, som stiller op lige meget hvilken årsag, I har. Det kræver en enorm mængde energi, og det er slet ikke alle som er klar til at gøre hvad der skal til. Så godt arbejde!!!

En sidste tak til alle de mennesker omkring mig, som har været med til at udvikle mig, har engageret sig i mig og kan lide mig uanset hvad. Det er for mig essensen i gode menneskelige relationer.

Tak!

Jon Slettum Aaes.

Du kan se hvordan Jon så ud i starten af forløbet med Fisker Performance her

Skrevet af Steffen Fisker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *