Ida Thyrring: Fra fodbold til halvmaraton til danmarksmester i Athletic Fitness

Ida-BackJeg har stort set helemit liv trænet og konkurreret. I min barndom og tidlige teenageår var jeg konkurrencedressurrytter, og efter gymnasiet sadlede jeg om og skiftede ponyen ud med fodbolden. Siden blev jeg optaget af at løbe halvmaraton og undervise i spinning. I dag er det min styrketræning, jeg koncentrerer mig om. Jeg begyndte først rigtig at styrketræne for godt to år siden i forbindelse med, at jeg mødte min kæreste. Han udfordrede mig til at prøve kræfter med en række flerledsøvelser som fx squat, dødløft, bænkpres og pull ups, og der gik ikke længe, før jeg var hooked.

Hvordan fandt du Fisker-Performance, og hvorfor opsøgte du et samarbejde med Fisker-Performance herunder Steffen Fisker?

Sidste efterår gik jeg med tanker om at stille op i athletic fitness til Newcomers 2015. På daværende tidspunkt fulgte jeg Fisker-Performance på Facebook, og så blev jeg opmærksom på, at de åbnede for ansøgninger til 2015-teamet. Jeg valgte at søge, fordi jeg syntes, trænerteamet virkede yderst veluddannet og havde relevante erfaringer inden for sporten. De havde alle sammen overbevisende CV’er, og flere af dem havde selv deltaget i styrkeløft- og fitnesskonkurrencer. Denne kombination af høj faglighed og personlig erfaring fandt jeg meget tiltalende, og derfor opsøgte jeg et samarbejde. Jeg ville være sikker på, at hvis jeg suverænt skulle lægge min kost og træning i andres hænder, så skulle det være kompetente folk.

Ida-Front

Hvordan har træningen og kosten været for dig?   

Mine træningsprogrammer såvel som kostplaner har fungeret utrolig godt for mig. Som det første i forløbet skulle jeg udfylde et dybdegående interview om især mine kost- og træningsvaner. Efterfølgende havde jeg en lang samtale med Steffen om mine svar, hvor han virkelig tog sig god tid til at sætte sig ind i min hverdag, og hvem jeg var. Under hele forløbet var Steffen også virkelig god til at tage bestik af, hvad jeg havde behov for, og hvad der ville motivere mig. Det tog han så udgangspunkt i, når han lavede nye planer til mig. Fx vil jeg aldrig glemme, at han ved første programlægning spurgte, hvor mange gange i ugen, jeg ville træne. Autoritetstro som jeg var, svarede jeg: ”Så mange, som du siger”. Men pointen var, at jeg selv kunne vælge, om jeg fx ønskede at træne fem eller seks gange i ugen, og så strukturerede han programmet derefter. Så alt i alt fungerede mine planer rigtig godt for mig, fordi de var konstrueret med afsæt i mine præferencer.

Fortæl om din vej frem mod scenen, og hvordan du oplevede denne.

Det er virkelig en udfordring at give en kort beskrivelse af et 11 måneder langt projekt, fordi man kommer rundt i stort set hele sit følelsesregister, og man oplever sin krop være i udvikling konstant. Men grundlæggende har jeg oplevet processen som utrolig spændende og meget, meget lærerig.

Jeg får dog lyst til at påpege, at den største udfordring for mig ikke var den fysiske udmattelse ved diæten. Jeg spise rigtigt meget helt frem til scenen (ca. 2900 kcal om dagen), så jeg oplevede ikke rigtigt at være fysisk udkørt, at være svimmel eller have humørsvingninger (ud over de sædvanlige). Derimod oplevede jeg, at den mentale udfordring var langt, langt større. I athletic fitness skal man til konkurrencen også præstere i styrkerunden (pull ups, roning, dips), og de sidste mange weekender op til Newcomers kørte jeg styrkerunden hver søndag. Mentalt var det virkelig udfordrende for mig. I nogen perioder lavede jeg PR søndag efter søndag og i nogen perioder flyttede jeg mig slet ikke. Det konstante fokus på PR og performance og bekymringen om, hvorvidt tallene nu var høje nok, var uden tvivl det mest krævende for mig under hele forløbet.

Ida-Side

Har samarbejdet og resultaterne levet op til dine forventninger?

På alle måder. Jeg har været meget tilfreds med samarbejdet med Fisker Performance og ikke mindst med Steffen, der er en lydhør og meget dygtig træner. Så selvom jeg til tider har følt mig på følelsesmæssig gyngende grund, fordi vejen op i scenelyset er ukendt, så har jeg hele tiden følt mig i trygge hænder. Derudover er jeg også ovenud tilfreds med resultaterne. Ikke kun i forhold til placeringerne ved konkurrencerne, men også i forhold til den fysik, jeg har opbygget, den træningsforståelse, Steffen har givet mig, og ikke mindst den mentale træning, jeg har været igennem hos vores sportspsykologiske konsulent Nicklas Pyrdol.

Hvordan har det været at være en del af Team Fisker Performance?

Det har været motiverende og sjovt at være en del af et hold med så mange dygtige atleter. Som i alle (store) familier skal man dog kunne rumme mange forskellige mennesker, og det kan naturligvis være udfordrende. Men grundlæggende har jeg oplevet det som styrkende og udviklende at være en del af det fællesskab, som vi opnåede på teamet. Derfor var det også en ubeskrivelig følelse ikke bare at falde i armene på Steffen, men faktisk hele mit hold, da jeg kom tilbage back stage fra præmieoverrækkelsen til Newcomers. Jeg har aldrig oplevet så meget #fiskerpower.

12207666_10153063284347665_1527562965_n

Hvordan føler du dig generelt taget af under forløbet?

Jeg har hele vejen følt mig i trygge hænder. Har jeg haft brug for sparring omkring min kost og træning, har jeg kunnet tale med Steffen. Og har jeg haft brug for at få ryddet op i tankerne, har jeg kunne tale med Nicklas. Så min oplevelse har været, at Fisker Performance har kunnet tilbyde en bred vifte af faglighed, der har kunnet adressere de mange facetter af et atletforløb. Derfor har jeg følt mig tryg.

Hvordan har det fungeret med samtalerne med Nicklas Pyrdol, sportspsykologisk konsulent? Har det været brugbart?

Samtalerne med Nicklas har fungeret rigtig godt for mig. Først og fremmest var Nicklas den person, jeg kunne gå til, som ikke nødvendigvis havde noget investeret i min proces. Alle andre – kæreste som coach – havde (forståeligt nok) en aktie i forløbet, og derfor oplevede jeg samtalerne med Nicklas som et frirum. For det andet er Nicklas’ faglighed ganske imponerende. Han er i stand til at stille de gode spørgsmål, der får tankestrømmene dæmmet lidt ned, fordi man får lov til at tage sig tid til at reflektere over sin adfærd og sine følelser. Derudover har Nicklas ikke en patroniserende tilgang, hvor han fortæller, hvad man skal gøre, eller hvad man burde føle. Han bliver derimod ved med at spørge ind, så man nærmest tvinges til selv at være med til at forme løsningerne på sine udfordringer. Det har hjulpet mig i flere situationer.

12200805_10153063284292665_224867331_n

Har du fået andet ud af forløbet udover de fysiske ændringer?

Ja, rigtig meget. Først og fremmest har Steffens tilgang i forløbet bidraget til, at jeg har fået en kost- og træningsforståelse, der er meget sundere end den, jeg havde, inden jeg gik i gang med mit forløb. Fx sætter jeg i dag enormt stor pris på mine hviledage, og jeg sørger i den grad for at få mine kulhydrater. Det var ikke tilfældet for halvandet år siden. Derudover har den mentale træning hos Nicklas givet mig en række værktøjer, jeg kan bruge i mange andre situationer i min hverdag. En simpel huskeregel som, ”Det går over igen”, bruger jeg ofte. Når mine træninger er så hårde, at jeg har lyst til at give op, så fortsætter jeg, fordi jeg ved, syren nok skal gå væk igen om lidt. Når min mave føles helt hul sidst på eftermiddagen, og jeg skal handle ind, kan jeg godt undgå at kaste alt det overflødige i indkøbskurven, fordi jeg ved, at sulten kun er midlertidig. Den skal nok gå i sig selv, når jeg først er kommet hjem og får lavet aftensmad. Og når jeg bliver frustreret på arbejdet, fordi jeg føler, jeg er uerfaren og ikke bare lige løser en opgave, så husker jeg på, at den følelse nok skal gå over igen, for i morgen kommer der med sikkerhed en anden opgave, jeg så i stedet kan løse.

Hvad er dine fremtidsdrømme og mål med træningen?

Jeg ved ikke, om jeg har de store fremtidsdrømme i forhold til min træning, men målet på den lange bane er i hvert fald at bevare min fysik og styrke. Derudover har jeg en skulderskade, som jeg ikke helt har givet den nødvendige opmærksomhed, så på den korte bane er målet, at den skal genoptrænes.

12030893_10152989313992665_2010258278_n

Vil du anbefale et samarbejde med Fisker Performance/Steffen Fisker?

Uden et eneste forbehold, ja.