Lene Kvist kom i sit livs form!

Fortæl kort om dig selv og din sports/styrketrænings-baggrund

Min baggrund for styrketræning startede i det små tilbage i 2012. Ikke noget vildt, hverken fokuseret eller målrettet træning efter en bestemt styrke eller udseende. Kørte heller ikke efter et program på daværende tidspunkt, det var meget lystbetonet træning.

Min træning frem til den dag i dag er blevet meget mere styrkepræget. Især fra 2014 til 2018. Der er der sket en kæmpe udvikling. Både udseendemæssigt og styrkemæssigt. Mine højdepunkter før forløbet hos FP er 140kg i dødløft, 90kg i squat, 65kg i bænkpres. 12 chinups og 11 pullups.

Af andre resultater kan der nævnes:

  • Før: 1 chinup med egen kropsvægt –> Nu: 1×22,5kg ekstra i bælte (se video længere nede i artikel)
  • 12 chinups med kropsvægt
  • 11 pullups med kropsvægt
  • 1 pullup med 10kg
  • Ny PR i indendørs 5 km løb -> 22min og 29sek
  • Ny PR i udendørs 5 km løb -> 25min og 55sek

 

Hvordan fandt du Fisker-performance og hvorfor opsøgte du et samarbejde med Fisker-performance og herunder Henrik Korgaard Jørgensen?

Det var igennem min kæreste. Han har selv været i kontakt med jer, men ikke opstartet forløb. Så der igennem og på grund af at jeg var nået en vægt og et udseende jeg ikke var glad for. Hverken for det jeg så eller det jeg følte indeni. Og min motivation var på sit største nulpunkt, men ift. prisen for forløbet, lå der et andet ansvar, og en ny motivation for at jeg skulle have noget ud af de penge og vise at jeg godt kunne ændre livsstil(er mega nærig med mine penge!!)

 

Hvordan var din livsstil inden forløb og hvordan har den ændret sig (kost, træning osv.)?

Kostmæssigt var jeg glad for det helt gammeldags kartofler og sovs koncept. Jeg spiste også en del slik og kager, diverse sukkerholdige drikke. Jeg spiste også tit når jeg ikke var sulten eller spiste fordi nu ramte klokken de bestemte tidspunkter jeg altid spiste på, da jeg voksede op. Når jeg var ude og handle røg der tit en plade chokolade ned i kurven, enten en snickers, mars, twix eller daim bar. Nogle gange is af forskellige afskygninger. Følte mig tit overmæt og utilpas. Til familie tam tam spiste jeg også altid flere portioner når der blev serveret af flere omgange. Jeg var stor fan af gratis mad. Jeg var heller ikke særlig god til at drikke vand og saltede stort set al min mad.

I dag spiser jeg når sulten mærkes. Stopper med at spise hvis jeg føler mig mæt og tilpas. Har ikke fået kartofler og sovs under FP forløbet. Derudover er min kost baseret på mine makroer, således jeg er sikker på at jeg ikke overspiser. Her på det sidste er jeg begyndt at have fokus på at få den mængde protein jeg skal have dagligt. Ift. slik, kager og sukkerholdige drikke er disse væsentlig reduceret, hvor jeg før fik 100%, er jeg måske nede på 5%. Får ikke juice eller kakao drikke, tager helst cola zero og en monster zero, frem for dem med flere kcal. Hvis jeg får slik/kager/sukkerholdige drikke, tilpasser jeg dette til mine makroer eller motionere lidt mere den dag. Når jeg er ude og handle tager jeg hellere en yoghurt fremfor chokolade med hjem. Kartofler, pasta, ris er skiftet ud med hokaidogræskar, ærter, gulerødder osv. Jeg tager kun en portion af hver ret til familie tam tam og drikker meget mere vand og salter næsten ikke min mad, kun de mest nødvendige ting som tomat, æg. 

Træning før FP forløb var enten ikke tilstede eller også var det meget lystbetonet og derfor ikke særlig effektiv træning. Der var ingen motivation eller faste træningsdage. Fik stort set altid træningshovedpine eller ondt i knæene efter en løbetur. Fik tit muskelømhed fordi min træning ikke var fast.

Træning nu er 3-6 pas om ugen, hvoraf 3 af dem er styrketræning(programmet fra Henrik) og de 3 andre pas er nogle jeg går ned og laver fordi jeg virkelig har lyst, som gerne er cardio fokuseret eller at jeg lige skal se om jeg kan lave en ny PR. Derudover går jeg mindst 10000 skridt om dagen. Mine løbeture giver mig ikke smerter i knæene længere, plus har jeg skåret en del minutter af på min 5km rute. Startede på 32-33 min, og min bedste tid indtil videre er 25:55. Jeg kommer afsted på alle mulige tidspunkter af døgnet, selv fredag aften hvor alle andre tager i byen eller i biffen og har også nogle gange løbet på arbejde(møder i en bager kl3 om natten).

 

Har samarbejdet og resultaterne levet op til dine forventninger, og i så fald hvordan?

Jeg ved ikke helt hvad mine forventninger var til forløbet. Da jeg jo selv tit førhen har prøvet at tabe mig, blive stærkere, spise sundere, men faldet tilbage til det gamle igen. Men samarbejdet med Henrik og de resultater jeg har opnået, er gået udover de forventninger jeg havde. Jeg troede aldrig at der skulle ske så stor en forandring og jeg er meget resultatorienteret, så InBody målingerne og mine egne målinger har fundet min motivation frem og givet mig endnu mere blod på tanden til både at imponere mig selv og andre ift. se hvad jeg kan præstere på meget kort tid.

Ifølge InBodymåingerne:

  • Fedtprocenten er faldet med 12,1%
  • Fedt tabt i alt er 9,9kg
  • Badevægten er faldet med 9 kg
  • Visceral fedt ved organer er faldet fra 8 til 3.

Mine egne målinger:

  • Cm tabt: 40 cm
  • Kg på badevægt tabt: 10,5kg.

^^ SINDSSYGT!!

 

Hvad er succeskriterierne for dine resultater, hvis der nu sidder en anden bag skærmen og overvejer et forløb?

Jeg er meget resultatorienteret og vil gerne kunne se en forskel hurtigt. Gennem min egen badevægt og målinger med målebånd, gav dette mig kun en lille forståelse for min progression ift. en sundere hverdag med bedre mad og mere træning og hvilken betydning dette havde for min krop. Men gennem InBody målingerne og formbillederne, som jeg fik taget af Henrik, kunne jeg virkelig se en forandring. Derudover er jeg som tidligere nævnt, meget nærig med mine penge, så jeg skulle dælme vise at jeg godt kunne det her og skabe fede resultater på kort tid. 

 

Har du fået andet ud af forløbet, udover de fysiske ændringer?

Tøjet sidder pænere på mig, er glad for det jeg ser i spejlet, har opnået et kæmpe mål, som jeg har drømt om i flere år, nemlig at kommer under de 60kg. Jeg er mere glad, jeg har større overskud. Jeg synes ikke at jeg har været decideret overvægtig, men alligevel siger InBody målingerne noget helt andet, hvilket overraskede mig meget.

Hvad er dine fremtidsdrømme og mål med træningen nu?

Da jeg har lidt problemer med min lænd, bliver fokus fremover at vedligeholde min styrke i underkroppen. Er ikke sikker på at jeg kommer til at overgå mine gamle pr i dødløft og squat. Til gengæld vil jeg prøve at øge min styrke i bænkpres. Har slået min gamle pr på 65kg, da jeg jo den dag i dag vejer 10kg mindre end dengang jeg løftede 65kg første gang. Samt arbejde på at blive stærkere i chinups og pullups, samt stadig prøve at kunne lave en muscle up en dag. Derudover vil jeg gerne prøve at få synlige mavemuskler, men der er lidt vej til endnu. 😊

 

Vil du anbefale andre et samarbejde med Fisker-performance/Henrik Korgaard Jørgensen?

Ja helt klart. Hvis du mangler det sidste spark, så er FP og især Henrik et samarbejde værd. Henrik er meget motiverende og roser en for det gode arbejde, man vælger at ligge i det. Han er altid på pinden ift. at svarer på mail eller SMS. Han er god til at lytte og tilpasse træningen. Oplevede selv problemer med lænd, men der lavede vi bare nye øvelser, således jeg stadig kunne træne og med god effekt.